Hop til hovedindholdet

Erhvervshus Midtjylland S/I logo

Strategiworkshop om erhvervsfremme i Midtjylland


Dato og tid

Tirsdag d. 21. marts 2023 kl. 09:00 til 13:00

Tilmeldingsfrist

Onsdag d. 8. marts 2023 kl. 11:00

Sted

Vejlsøhus Hotel & Konferencecenter, Vejlsøvej 51, 8600 Silkeborg Vejlsøhus Hotel & Konferencecenter
Vejlsøvej 51
8600 Silkeborg

Strategiworkshop om erhvervsfremme i Midtjylland


Arrangementsbeskrivelse

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og Erhvervshus Midtjylland inviterer til fælles strategiworkshop. På workshoppen sætter vi fokus på, hvad Midtjylland skal satse på fremadrettet, samt hvordan vi styrker områdets nuværende styrkepositioner, fremmer midtjyske potentialer og imødekommer udfordringer. Vi skal diskutere aktuelle trends samt hvilke muligheder og udfordringer, de skaber for små og mellemstore virksomheder (SMV’er) i Midtjylland. Med dette afsæt skal workshoppen indkredse Midtjyllands ambitioner for erhvervsudvikling og erhvervsfremme de kommende år.

Drøftelserne skal bidrage til et indspil til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses kommende strategi, der sætter rammen for den decentrale erhvervsfremmeindsats 2024-27 – og de ca. 2,5 mia. kr., bestyrelsen råder over de kommende år. Workshoppen er således en lejlighed til, at du kan sætte dit fingeraftryk på de kommende års erhvervspolitik, og hvad erhvervsfremmeindsatsen i Midtjylland skal fokusere på.

Ved tilmelding til arrangementet, bedes du i prioriteret rækkefølge vælge to af nedenstående temaer, som du har særlig interesse og/ eller viden inden for, og som du ønsker at drøfte under parallelle sessioner, der bliver gennemført i forbindelse med arrangementet, hvor hovedtemaet er ”Hvordan fremmer vi midtjyske styrkepositioner og de midtjyske SMV’ers omstilling til nye trends”.

Tema 1: Digitalisering, grøn omstilling og grøn energi som midtjysk styrkeposition

Potentialet i digitalisering, grøn omstilling  og grøn energiproduktion er stort. Midtjyske virksomheder står stærkt, og Midtjylland er fx den region, der har tiltrukket flest midler fra programmerne SMV:Digital og SMV:Grøn. Men hvordan ruster vi SMV’erne til at sætte yderligere turbo på bæredygtighed, grøn omstilling og digitalisering, som i de kommende år bliver centrale konkurrenceparametre, og områder hvor nye lovkrav og standarder sat af store kunder kommer til at udfordre SMV’erne på compliance?

Tema 2: Udfordrede forsyningskæder og krisehåndtering

Stigende råvarepriser og forsyningsproblemer udfordrer virksomhederne. Samtidig er det nødvendigt at ruste sig til fremtiden og investere i grøn og digital omstilling. Hvordan kan erhvervsfremmeindsatsen bidrage til både større robusthed og fremsynethed i vores virksomheder? 

Tema 3: Internationalisering og e-handel

Det er vigtigt, at den midtjyske erhvervsfremmeindsats fortsat er i top, når det gælder internationalisering og eksport. Coronakrisen har accelereret en udvikling, hvor digitalisering og e-handel bliver afgørende for eksport-udvikling i mange virksomheder. Hvordan understøtter vi bedst fortsat skalering af midtjyske SMV’er?

Tema 4: Sektorfokus - turisme/fødevarer/detailhandel

Turisme, fødevarer og detailhandel udgør tilsammen en stor del af den midtjyske beskæftigelse. De tre erhverv er afhængige af hinanden, men har også forskelligartede udfordringer. Hvordan sikrer vi fortsat vækst i de tre brancher, og hvordan kan erhvervsfremmeindsatsen bidrage til at skabe større synergi, fx gennem udvikling af nye oplevelseskoncepter og international branding?

Tema 5: Vand – det midtjyske fyrtårn

Midtjylland er af Regeringen og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse udpeget til at være erhvervsfyrtårn for vandteknologi. Der er sat flere initiativer i gang, der styrker økosystemet og udvikling af bl.a. testfacilitet-er. Hvordan kan erhvervsfyrtårnet videreudvikles, så det understøtter samspil mellem virksomheder, forsyninger og videninstitutioner – og hvordan kan det fremme innovation og eksport i SMV’er?

Prioriteringen sker, når du vælger i tilmeldingsmodulet.

Vi gør opmærksom på, at Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og facilitatorerne Pluss Leadership og IRIS GROUP får dine deltageroplysninger, desuden udsendes deltagerlisten efterfølgende til alle deltagere; ligesom der vil blive taget billeder i forbindelse med workshoppen, som f.eks. vil blive brugt på sociale medier.



 





Find vej til arrangementet

Klik for at se et kort med stedets placering hos Google Maps >